Månedsarkiv: december 2014

Giftfri gran og glade grise

Vi har for første gang holdt juleaften herhjemme. Det er skønt vi nu har fået plads til det, og jeg har været klar i mange år. For eksempel er juletræsfoden lavet af min onkel for mange år siden. I 1998 arbejdede jeg på rørfabrik, og lavede rør til onkel Ejvinds juletræsfods-fabrikation, og siden har den bare ventet på at blive brugt 🙂 Juletræet er næsten øko – i hvert fald giftfri. Til juletræsdyrkning bliver der brugt mange sprøjtemidler. Vi har fået fortalt, at har der været juletræsdyrkning på noget jord i nærheden af vandboringer, skal der gå 30 år før man må tappe vand igen. De pesticider vil vi helst være fri for i vores stue, og også gerne skåne naturen for.

Johannes har haft travlt i køkkenet. Han har både lavet sylte og sønderjysk sur-rib, leverpostej og rullepølse, marinerede sild og stegte sild, and, flæskesteg, rødkål og sønderjysk hvidkål. Det hele var godt – især stegen. Kødet er fra gårdbutikken Johannesminde, som har det lækreste kød, og det er herligt at køre ned til gården, og se grisene boltre sig på markerne. Glade grise smager bedst. Så vores første jul har været aldeles vellykket. Hyggelig, lækkert mad, godt selskab og et eventyrligt landskab her på den gamle gård.

Glædelig julIMG_0074_2

Det vrimler med engle

Her i huset er december fuld af engle 🙂 I år har jeg været ved at filte engle. Jeg har længe haft lyst til at prøve og havde i hovedet, hvordan jeg kunne gøre det. Teknikken virkede, så nu har jeg et englekor på klaveret.DSC_0587

I begyndelsen af december havde jeg en dejlig klippe-klistre dag med min søster og niece. Vi fik også lavet en masse engle, så der er noget at hænge på juletræet. Det er nemlig første gang Johannes og jeg selv skal holde jul, så det kræver noget pynt. Godt at have en niece der elsker pynt. Ellen er 5 år og dygtig til både at skrive breve og lave pynt.IMG_0214DSC_0614

På arbejde har børnene i “Råhyggen” lavet engle. Både i friendly plastic og papir, og de er blevet noget så flotte. Min kollega og et par af de frivillige kunne fejre 25 års jubilæum her i december. Jeg klippede et juletræ med engle til jubilarerne. Det er en model min mor har klippet efter siden hun var lille, så der er lavet mange juletræer i tidens løb. Og så har jeg selv være engel – faktisk hele 7 gange har jeg haft fornøjelsen af at være engel på jobbet. Fantastisk arbejde at have!