Tag-arkiv: børn

Det vrimler med engle

Her i huset er december fuld af engle 🙂 I år har jeg været ved at filte engle. Jeg har længe haft lyst til at prøve og havde i hovedet, hvordan jeg kunne gøre det. Teknikken virkede, så nu har jeg et englekor på klaveret.DSC_0587

I begyndelsen af december havde jeg en dejlig klippe-klistre dag med min søster og niece. Vi fik også lavet en masse engle, så der er noget at hænge på juletræet. Det er nemlig første gang Johannes og jeg selv skal holde jul, så det kræver noget pynt. Godt at have en niece der elsker pynt. Ellen er 5 år og dygtig til både at skrive breve og lave pynt.IMG_0214DSC_0614

På arbejde har børnene i “Råhyggen” lavet engle. Både i friendly plastic og papir, og de er blevet noget så flotte. Min kollega og et par af de frivillige kunne fejre 25 års jubilæum her i december. Jeg klippede et juletræ med engle til jubilarerne. Det er en model min mor har klippet efter siden hun var lille, så der er lavet mange juletræer i tidens løb. Og så har jeg selv være engel – faktisk hele 7 gange har jeg haft fornøjelsen af at være engel på jobbet. Fantastisk arbejde at have!

 

Påskeæg

Jeg havde en masse skønne fridage i påsken, som bl.a. blev brugt på at nyde vores nye hjem, have gæster og være i sommerhus. Selvfølgelig skulle der også laves påske æg. Sammen med min søster, nevøer og niece pustede jeg æg. Vi ville prøve at farve med løgskaller og rødkål, men først fandt vi blade, som blev holdt fast på ægget med en nylonstrømpe. Løgskallerne og kålen blev pakket rundt om æggene, som så skulle koges. Resultatet blev fint, synes jeg! Sammen med mine filtede får og forårsfugle på grønne grene blev det rigtigt hyggeligt i vores stue

Krea-børn på jobbet

Det har været nogle vilde måneder, de sidste par stykker. Udover at skifte faget og jobbet ud i december, er vi også flyttet. Det gik ret stærkt – faktisk tog det os kun en uge fra vi så huset, skrev under og flyttede. Så der har været mange forandringer og travlhed siden sidst! Jobbet som sognemedhjælper er skønt. Jeg elsker at finde på aktiviteter jeg kan lave med minikonfirmander og børneklub. Og børnene synes heldigvis også det er sjovt det vi laver. Her er et lille udpluk af de ting jeg har lavet med dem på det sidste. Måske kan det give inspiration til andre.

Filtede får

DSC_0018 Det er godt nok ved at være et stykke tid siden det var påske, men jeg vil alligevel vise mit hjemmelavede påskepynt. Jeg havde samlet sten på stranden som skulle forvandles til påskelam – eller får. Et lille let og overkommeligt filteprojekt. Jeg lavede også påskelam med ulveungerne men i en lidt lettere udgave. I stedet for at filte et hoved, klippede vi et ud i noget meget tykt filt, og limede på med købte øjne. De blev meget søde, og alle blev forskellige.